Baddaydaddy

Selv om de ikke fylder så meget i nyhedsbilledet i øjeblikket, dukker de op med jævne mellemrom - Muhammed tegningerne altså. For kampen om vores ret til ytringsfrihed er definitivt ikke død, dog måske en lille smule maskeret. Men hvad står den egentlig for og er vi stadig villige til at kæmpe?

Gaddafi har for nylig trukket lighedstegn mellem de berygtede tegninger af den turbanklædte profet og planlægning, samt ledelse af angrebene mod Libyen. Den svenske tegner Lars Vilks - der blandt andet har tegnet Mohammed som en hund i en rundkørsel, ser ud til at lide samme skæbne som Kurt Westergaard (med overfald, brandattentat og mordplaner på checklisten). Selv om ikke Terry Jones er kendt for sine tegninger, har han, ligesom den danske og svenske grafiker, fået sindet i kog hos mange af verdens (fundamentalistiske) muslimer. For knapt tre uger siden satte nemlig pastoren, fra den lille menighed i Florida, fyr til muslimernes hellige bog - koranen. Var det en manifestation over ytringsfrihed eller var det en dum handling?

Den engelske forfatter Evelyn Beatrice Hall har engang skrevet det berømte citat: Jeg er uenig i hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det. Jeg er personlig meget taknemlig for at vi har ytringsfrihed i Danmark. Denne blog havde med al sandsynlighed været ikke-eksisterende, om det ikke havde været for vores privilegium til at udtrykke vores meninger, uden fare for at blive censureret eller idømt fængsel hvis vi sagde vores samfund imod. Men skal ytringsfrihed forsvares for enhver pris? Eller findes der meninger vi burde holde for os selv? Er vi villige til at dø for ytringsfriheden?

Du må gerne kalde mig en kujon, men jeg er i hvert fald ikke villig til at dø for at andre kan være unødig provokerende. Flertallet vil antageligvis følge min påstand i et overlevelsesspørgsmål. Men dertil kommer det jo sjældent for nogen af os, så lad mig lige forsøge at give det hele lidt perspektiv.

Selv om den ved flere anledninger er forsøgt fjernet, findes den der stadigvæk en paragraf i straffeloven om blasfemi. I sin fulde længde siger den: Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Der er dog ikke rejst tiltale for denne siden 1971, og hvorvidt Muhammed-tegninger er blasfemi, er en helt anden diskussion. Jeg vil dog alligevel mene at baggrunden for hvorfor vi stadig har en blasfemi-lov, er den centrale rolle RESPEKT har i vores samfund. Derfor mener jeg at vi burde bruge vores ytringsfrihed med respekt.

Til trods for at provokation er et dejligt virkemiddel, når man ønsker at gøre andre opmærksom på en sag. Så har den almindelige borger stadig noget, der er helligt for dem. Om det er en bog, et billedet, et minde eller det ligger begravet under jorden, betyder intet. At ikke have noget helligt gør os mennesker kolde og uden medmenneskelighed. Hvad enten man er racismemodstander, fredsdiplomat eller grundlovsforfatter, så er det store nøgleord stadig respekt og medmenneskelighed.

Den store fællesnævneren for alle verdens store religioner er medmenneskelighed, også kaldet næstekærlighed. Vi behøver at minde os selv om at vores danske, kristne værdier har en forhistorie i den kristne kirke - en kirke der i flere hundrede år drev korstog og jagt på hekse. Det minder faktisk lidt om hvordan mange muslimske fundamentalister spreder sit budskab i dag. Alle religioner skal kunne tåle kritik, sågar hård kritik - uden at det resulterer i vold som modshandling. En kendt person skal have sagt: Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Det minder lidt om hvad min far altid sagde til mig: Der skal to til for at skændes. Jeg mener selvfølgelig ikke at man skal kaste sig på knæ for religiøse fundamentalister, der ikke kan takle at man mener noget andet end dem. At dræbe nogen fordi der er blevet tegnet en tegning er stadig en strafbar handling i vores del af verden.

Selv om jeg tror pastor Terry Jones nok er af den mindre reflekterende type, kan han selvfølgelig ikke holdes personlig ansvarlig for at muslimer tager menneskeliv i demonstration mod hans handling. Men er det ikke et skridt mange hundrede år tilbage, hvis vi - kun i ytringsfrihedens navn, ønsker at provokere, og således glemmer at udvise respekt og næstekærlighed? Er det ikke bedre at gå foran med et godt eksempel og lade de demokratiske kræfter i et undertrykket samfund få sine tid til at revolutionere de (æld)gamle tanker? Så lad os bruge lidt fornuft og ansvar når der skal slås for ytringsfrihed herefter.

Jeg håber aldrig jeg finder ud af hvem der kom op med idéen om at at dagligvarebutikker skal fejre sin fødselsdag offentlig hvert eneste år, for så kommer personen til at få mere en fem flade…

Når det kommer flere fødselsdagsreklamer lige efter hinanden i fjernsynet, er det et signal om at det er ved at være på tide at finde andre måder at profilere sin forretning på. Det kan godt være at I blev grundlagt for ti, tredive, halvfjerds eller syv år siden, men det er jo ikke fordi jeres tilbud er revolutionerende i forhold til de andre ugentlige tilbud der køres. Så hvad med lidt originalitet?

Det lidt lige som Coca-Cola reklamen “alle” har kopieret - den der hvor colaflasker og dåser blev præsenteret i forskellige unormale settings mens der i baggrunden blev forklaret; “for de små, for de store, for de fantasiløse, etc.” Hvilket mærke har efterhånden IKKE haft den reklame?

Det er altså en årsag til at det findes et begræb der hedder “at zappe væk”. Så meld lige fantasien ind i kampen igen kære reklamefolk, så vi kan se noget bedre mellem vores yndlingsprogrammer. Tak.

Lad mig lige minde om at global betyder ‘hele vores verdensomspændende klode’. Så lad være med at påstå at klimaforskerne ikke har fattet en brik, det er nemlig en smule mere kompliceret. Men det gør mig ikke mindre træt af alle der efterspørger den globale opvarmning når det bliver en lille smule koldt. En gradvis opvarmning af vores planet, er ikke ensbetydende med, at alle verdenshjørner bliver varmere hele tiden.

Fakta er nemlig at verden, globalt set er blevet varmere - på 50 år er temperaturen steget gennemsnitlig med 0,8 grader, så nogle dele har selvfølgelig haft større øgning end andre. Fakta er at den arktiske vinter har haft en temperaturstigning på 2-3 gange det globale gennemsnit. Fakta er at som resultat af temperaturstigning, er der mere is der smelter i de arktiske egne. Fakta er at mindre is betyder mindre is til at dække havet og resulterer i større opvarmning af de samme havområder… Men hvad har det med den kolde vinter vi har i vår del af verden?

Jo, den videnskabelige begrundelse er at med opvarmning af de arktiske havområder, følger også en øget tilførsel af varme til luften og dermed også en ændring af forholdet mellem højtryk og lavtryk. Den korte forklaring er at vi i stedet for det milde og fugtige vejr vi normalt får fra Atlanterhavet (bl.a. fra Golfstrømmen), så får vi nu kold arktisk luft fra Rusland.

Er dette et nyt fast fænomen så? Det kan forskerne lige p.t. ikke sige med sikkerhed (det synes jeg er fair nok). Men klimaet er selvfølgelig i konstant forandring og sådan vil det altid være, men jeg synes nu det er længe siden vi (hvis vi også tager mine forfædre med) har set såpas store udfald i ekstremt vejr som vi har de sidste 5-10 år. Med stormer, orkaner, massive regnskyl og oversvømmelser. Hvis forskerne også finder en sammenhæng mellem jordskælv og den globale opvarmning, så vil jeg ikke finde det spor mærkeligt - det er næsten bare den sidste brik der får katastrofe-puslespillet komplet.

Men hvad gør vi så? Vi kan jo starte med at tage global opvarmning seriøst…

I dag havde jeg en mærkelig følelse da jeg kom i ad døren til mit arbejd. For det første var det lyst udenfor - hvilket ikke har sket i mange, mange uger. For det andet var det 2½ time siden jeg gik ud af døren til min lejlighed, fuldstændig uvidende om hvordan de første timer af denne tirsdag morgen skulle udvikle sig. Men fremfor alt kom jeg ind ad døren med et stort leende på mine læber.

Da tøs’pigen havde taget en ekstra vagt på sit arbejde - for at give julebudgettet en ekstra støtte, skulle jeg både forbi både vuggestue og skole, inden jeg kunne parkere bilen og tage kystbanen ind mod Købehavn. Men jeg var ikke kommet længere end en de små veje rundt min søns skole, da det første kaos meldte sin ankomst. Det havde form af en kranbil, der blev brugt til at fjerne istapper fra lygtepæle. Selvfølgelig skulle dette ske få minutter før skolestart og selvfølgelig skulle bilen parkere det eneste sted, der vejen var for smal til at to biler kunne passere hinanden. Resultatet var at alle de biler der kom bagved (inklusive min egen), var nødt til at konkurrere om hvem der var bedst til at udføre aflevering af børn og U-vendinger blandt flyverdragterne der travede rundt i den dybe sne…

På vej til stationen trak jeg et par dybe vejrtrækninger, og håbet på at toget ikke var (alt for meget) forsinket i dag. Desværre slog Murphy ned som et lyn lige i det samme sekund jeg parkerede bilen. For selvfølgelig nåede jeg ikke det tog der lige kom kørende ind på stationen - det var forsinket. Men lige som rigtigt mange gange de sidste mange uger, har toget ikke været nok forsinket til at jeg har nået det (som sagt Murphys lov). Uanset hvornår jeg er kommet til stationen, så har der været et tog der lukkede sine døre med mig på den forkerte side. Nuvel, jeg nåede ikke det forsinkede tog, men heldigvis var det tog jeg ellers ville tage ikke forsinket. Eller? Jo, 5 min… Nej, nu var det IKKE forsinket, Jo, nu var 8 min forsinket… Nej, slet ikke forsinket… Så blev det aflyst, så næste tog overtog pladsen på skærmen… Hmmm… Skal man vurdere andre transportmidler? Nej, nu kom det tilbage kun 3 min forsinket. Der kommer toget - kun 2 min efter tid. ‘Ja ja, der kommer altid et tog’ (er det en eller anden der en gang har sagt).

Så kørte vi… i hvert fald et stykke tid. Til trods for at Kystbanen kører efter ændret køreplan i øjeblikket - åbenbart fordi svenskerne har problemer med nogle nyåbnede toglinier, så gik det så at sige smertefrit indtil lige før Klampenborg. Lige præcis der man kan kigge op til Eremitageslottet stoppet vi op, som en eller anden turistrundfart, hvor det eneste der manglede var guidens forklaring til hvad vi kunne se på togets højre side. Til gengæld fik vi høre konduktøren, der meddelte os om at et sporskifte var gået i stykker på Klampenborg station, og i høflig TDC stil blev vi informeret om at vi var nummer 3 i køen. Der stod vi så. Med påtvunget nydelse af den barske vinter, der havde trukket sit beskyttende tæppe over al modstand udenfor.

Normalt ville min puls have steget og stressende tanker mindet mig om at jeg under normale omstændigheder allerede ville sidde ved min arbejdscomputer. I stedet var det ligesom en fredelig følelse af ligegyldighed over situationen, der overtalte mig til at tage det med ro. Derfor lagde jeg min bog ned og kigget rundt, jeg konstaterede at den afslappede stemning kunne spores i mine medpassagerer. Det var jo sådan set et perfekt tidspunkt at slappe af på, tage en pause i livet. Ingen kunne brokke sig over at vi brugte tiden på absolut ingenting (eller bare på at filosofere).

Hende der sad ovenfor mig tog sin bog op fra sin taske, det var ‘Min kamp’, skrevet af den norske forfatter Karl Ove Knausgård. Jeg vidste at hun var svensk (for hun er mor til en af min søns venner, men jeg kender hende ikke så godt). Jeg kiggede på min egen bog, ‘Hypnotisøren’ af Lars Kepler (alias Alexander og Alexandra Ahndoril). ‘En svensker der læser en norsk bog og en nordmand der læser en svensk bog’ tænkte jeg for mig selv…

Lige pludselig følte jeg mig meget lille og ensom - men stadig på en hyggelig måde. En lille nordmand siddende fast i et tog i den danske vinter, et lille bitte sted tæt på Øresund. Jeg tænkte på alle de valg jeg har truffet, der har resulteret i at mit liv er endt med at være det det er, lige nu. Det var også hvad dagens blogger skrev om i Urban - at man hele tiden tager valg. Havde jeg ikke sagt ‘Ja, det må du gerne’ da min kæreste i aftes spurgte om hun skulle tage en ekstravagt, så havde jeg (højst sandsynlig) ikke haft fornøjelsen af at tage en pause og nyde livet i dag. Jeg ved ikke til hvem, men jeg vil bare gerne sige ‘tak’!

Jeg er nok ikke den eneste der tør sige at uddannelsessystemet i Danmark indeholder en fejl eller to… eller hundrede. Det er snart to uger siden regeringen fremlagde deres bud på endnu en ny skolereform der har til hensigt at gøre den danske folkeskole til ‘verdens bedste skole’ (ingen kommentar).

For hver gang der kommer en ny reform ud til skolerne, betyder det nye rutiner for lærerne, som i sin tur ender ender med at bruge alt for meget tid på bureaukrati. Det giver i hvert fald ikke dygtigere elever, kan man vidst godt konstatere.
Et af de nye forslag er at loftet over antal elever skal fjernes, det er nok det tåbeligste jeg har hørt i lange tider. Længere skoledag og flere tests giver heller ikke specielt meget mening hvis man vil have børnene til at lære mere. Det eneste forslaget jeg bed mærke i som positivt, er at der skal være plads til mere leg og fysisk aktivitet.

I sidst uge kom jeg til at læse en artikel der en anden bloggers humoristiske skrivestil blev kommenteret af en ekspert med følgende; “Humor har en særlig gennemslagskraft. Humor fanger læseren, så man læser færdig og husker, hvad man læser. Derfor er humor meget egnet til læring”. Sjovt nok giver det mening. Humor og nysgerrighed er de helt basale elementer når det kommer til opdatering af hjernecellerne. Alle eksempler i historien viser, at det er den brændende interesse der har holdt vores største hoveder kørende i deres konstante søgen efter ny viden. Når en hændelse skal gengives, er det oftest noget vi har oplevet som sjov - så det er da kun logik at humor gemmer data i hovedet.

Jeg har selv været så heldig at have gået på Steinerskolen, hvis grundprincipper bygger på blandt andet læring rundt leg. Der jeg gik var 1/5 af timeplanen fyldt med kunstneriske fag (af den ene eller anden art) og min første erfaring med eksamen var først da jeg tog min erhvervsakademiuddannelse, mange år senere. Jeg er slet ikke sammenligningsgrundlag med al verdens store tænkere, filosofer, fysikere, historikere eller andre visdomsfulde og intelligente frontfigurer. Men alligevel anser jeg mit vidensgrundlag som værende uden de store basale huller, og selv om jeg i skolen aldrig rørte en computer (jo, jo, den er god nok), arbejder alligevel i dag som systemudvikler.

Så hvad med at give de aller mindste lidt mere sjov i skolen? Ikke tilrettelægge deres læreplan ligesom de skulle være gymnasieelever (endnu). Det er ikke længere skoledag eller flere prøver de behøver, men en gnist til at tænde den interesse vi alle behøver for at faktisk lære noget. Vores hjerner er ikke bygget op til at huske ting vi bliver presset til at memorere. Det er derfor en ny skolereform bør bestå af sjov og humor (og varierede former for undervisning) i stedet for nazidiktatur, hvis det nu skal resultere i ‘verdens bedste skole’.

PS! Ja, Tina Nedergaard, forældrene skal selvfølgelig også bære sin del af ansvaret, men det er vidst en helt anden historie…

Ved ikke om det bare er mig eller mit norske blod, men jeg kan simpelthen ikke forstå den gængse danskers forhold til den kolde årstid. Det er jo ikke fordi det burde komme som nogen overraskelse at der er koldt udenfor i december (eller nogen af de andre vintermåneder). Er det fordi alle går og venter på den globale opvarmning? Sorry, men sådan virker den desværre ikke…

Men inden jeg kommer til at lyde som en gammel, gnaven huleboer, der ikke bevæger sig lavere end tusind meter over havet og går i hi når de første forårsblomster melder sin ankomst. Jeg vil gerne proklamere min store entusiasme over den varme årstid. Det findes da intet bedre end en varm, dejlig dansk sommer. Der man kan gå rundt og det eneste tøj man tager på er det eneste der hindrer en i at blive anmeldt for krænkelse af det offentlige rum.

Når det er sagt, så forstår jeg slet ikke dem der klager over at det er alt for koldt. For med det samme tænker jeg, at de mangler en viden om hvordan man tager tøj på i forhold til vejret. For af den ene eller den anden årsag, så har vi alle endt med at bo i et land, der over halvdelen af året tvinger os til at dække vores kroppe til, for at de skal kunne holde den bekvemmelige temperatur på omkring de 37 grader.
Lad mig så lige give alle jer, der konstant føler I sidder i en dybfryser, et par tips i forhold til at klæde sig i de kolde vintermåneder. Den store hemmelighed i forhold til at holde varmen (også kaldet isolation) er luft. Isoleret luft i forskellige lag. Det er efter samme princip man holder kulden ude fra et hus. Luften er nemlig det der hindrer kulden i at komme ind (såfremt den er omgivet af et beskyttende lag). Det er derfor det ikke hjælper at trække den ene bomuldsweater efter den anden over hovedet, for at forblive som en smølf i hovedet. De tynde bomuldfibre indeholder mindre isolerende luft end f.eks. uld. Så tag en uldtrøje på indenfor og en vindafvisende jakke udenfor. Tag derefter en hue på - faktisk kommer helt op til 75% af kroppens varmetab fra hovedet. Selv om det er mindre vigtigt end at beskytte hovede og krop; hvis det virkelig er koldt udenfor, så gælder det selvfølgelig at tage rigtig tøj på både arme/hænder og ben/fødder. Igen er det vigtigt at spærre kulden ude med “beskyttet luft”.

En anden ting jeg ofte bliver konfronteret med som nordmand, er det faktum at det jo faktisk er uudholdeligt koldt der oppe på fjeldet (sammen med troldene). Faktisk er det vel så koldt i Norge at det næsten bør være forbudt at bevæge sig udenfor i alle de ni vintermåneder de har?! Igen er det uvidenheden der taler, for selv om temperaturmåleren ofte kryber meget længere ned “der oppe”, så er ikke nødvendigvis den reelle temperatur så forskellig. For det flade land der er dækket med vand på (næsten) alle kanter har både høj luftfugtighed og meget blæst. Begge dele har stor indvirkning på hvordan vi føler kulde. Hvis termometeret viser -5, men det samtidig er en blæst på 8 m/s, så er den reelle temperatur faktisk -13. En fugtig dansk søluft vil også have den samme effekt i forhold til den tørre norske fjeldluft.

Så næste gang vi mødes, håber jeg at du har fundet noget fornuftig tøj frem og at du kan nyde vinteren lige så meget som mig. Husk at vejret er noget af de få ting vi intet kan ændre ved (i hvert fald ikke foreløbig). Hav en dejlig kold vinter!

Alle fodgængere, fritidsløbere, cyklister, børnevognsskubbere og andre der vælger de bløde transportmidler lige omkring nu.

Selv om I forventede at den globale opvarmning skulle give os en gennemsnitstemperatur i vinterhalvåret tilsvarende en dejlig sommermåned. Selv om I havde glemt at der i denne årstid efter den tidlige eftermiddags afsked faktisk bliver mørkt. Selv om I alligevel vælger at nedlægge et stykke vej der ikke er udvidet af kommunen fra ‘lokalvej’ til ‘oplyst lokalvej’. Selv om der er isglat på cykelstien, mens der stadig ligger en halv meter sne-skorpe mellem den og vejbanen…! Ja, så lad nu være med at gå, løbe, cykle eller på anden måde bevæge jer i området der jeg kører min bil, når I hverken har lygte eller refleksvest monteret, eller på anden måde kan gøre mig opmærksom på at I befinder jer netop der.

For selv om chancen for at min bil bliver til en megastor marshmallow lige inden jeg (hypotetisk set) rammer jer, er større end at verden enes om en klimaaftale. Så er stadig chancen for at der skulle dukke en TV2 NEWS helikopter op, med en spotlight til at illuminere jer der I befinder jer, så jeg lige præcis kan nå at svinge udenom inden jeg omdanner jeres fysiske eksistens til en introscene fra CSI - ja, den er forsvindende lille (puha).

Heldigvis kom der en modkørende bil i præcis rette øjeblik, da jeg kom kørende på strandvejen mellem Humlebæk og Espergærde i aftes ved 17:30 tiden og du havde bestemt dig for at løbetræne i mørkt outfit samme sted. For jeg nåede lige akkurat at se din silhuet og styre udenom, så du slap for at blive hentet i “den sorte pose” og jeg slap for at fortære samfundets resurser med skyhøje psykologregninger.

Da jeg efterhånden begynder at have god erfaring med rollen som far (8+ år), har jeg også kunne se at de små trolde har gjort mig opmærksom på mange ting i forhold til nettop børn. Blandt andet har jeg på den seneste tid taget mig selv i at være lige præcis den far jeg selv synes var lidt for meget far da jeg selv var barn… Hvorledes det er gået til, ved jeg ikke.
Heldigvis har jeg altid og ser mig selv stadig som et legende menneske. Livet er for kort til at sidde og kede sig og være alvorligt - jeg har stadig er masser af barn i mig!

En ting jeg har filosoferet over en stykke tid, er hvordan vi som voksne ønsker at forme de små og hvordan vi ønsker at de skal være mens de er små. Hvordan påvirker det børnene og hvad får de egentlig selv ud af det?

Tidligere kunne jeg godt synes det var rigtigt nuttet hvis en lille sød baby var klædt ud som en hvilken som helst anden sej teenager. Nu tænker jeg for mig selv; “Hvem er det egentlig de bliver klædt ud for?”. Et andet eksempel er forældre der udfolder deres børns privatliv på eksempelvis YouTube. En dreng der lige har været til tandlægen og fået lidt for meget bedøvelse. En pige der er så vred på sin mor at moren ikke kan lade være med at grine af hende. En lille dreng der danser samba på bordet og vrikker med numsen som en hvilken som helst anden stripper. Eller bare børn med sjove grimasser eller påfund. Uskyldigt, måske..?! Men hvad så hvis nogen lagde tilsvarende film på YouTube af dig (uden din tilladelse)? Ville du stadig synes det var lige så sjov?

Det ekstreme skridt er når forældre bestemmer sig for at deres børn skal blive bedst til noget. Nogle forældre kan blive så besat af tanken, at hele DERES liv cirkulerer rundt det børnene skal opnå. Historien er fuld af dem, hvad end det er skønhedskonkurrencer, sportsstjerner eller noget tredje, så det behøver ikke videre uddybning. Nogle gange kommer historien i medierne bagefter, når børnene er blevet voksne og har fået psykologiske problemer fordi de aldrig fik nogen barndom.

Og hvad så med staten? Der definerer den del af vores liv vi definitivt ikke har kontrol over? Hvad så når de bestemmer hvad der er bedst for vores små? Vi er selvfølgelig alle glade for at de kommer i skole omtrent samtidig med at mælketænderne skal udskiftes, men hvad så når matematik bliver introduceret i børnehaven og vuggestuen (det er faktisk et realistisk lovforslag i Norge)?
Vi lever i en så travl hverdag at vi ser mindre og mindre til vores børn og det er i større og større grad et samfundsbelagt ansvar at opdrage dem. De får en stresset hverdag og mobiltelefoner til at styre den (jeg fik min første da jeg var 18 år - nu har flere af min søns venner en Iphone allerede i 2.klasse). Hvorfor har vi egentlig så stort behov for at børnene skal ligne voksne? Hvorfor er det så svært at bare lade dem være børn?

Den gennemsnitlige levealder i Danmark ligger mellem 75 og 80 år, af dem kan man kun nyde en tiendedel som børn, inden man trækkes ud af den bekymringsløse tilstand og ind som tween.

Børn har behov for at lære at lege, at udforske sine egne grænser inden de alle bliver sat af andre. De har behov for at slippe at skulle tænke på hvor meget klokken er eller hvor meget 2 + 2 er og hvorfor. Så lad børn få lov at være børn - giv dem fjollet tøj på, fordi det bryder de sig ikke om (så længe de holder 37 grader). Giv dem den rigtige start på livet, så de ikke ender som kedelige børsmæglere i jakkesæt eller psykotiske narkovrag af nogle børnestjerner. Og lad dem selv få bestemme om deres udskejelser på film skal lægges på YouTube.

Det er godt nok længe siden jeg nu har fået ytret mine tanker her på urbanblog, og noget af forklaringen kan måske være at jeg har gået arbejdsledig. Mærkeligt nok, vil nogen mene - da jeg jo burde have mere tid til netop at sidde og skrive. Men når sandt skal siges, så har jeg nok ikke haft behov for de små pauser fra daglige gøremål, hvor tankerne har fået udløb i et blogindlæg.

Men nok om det, jeg er nu tilbage i arbejdslivet, og i den forbindelse var jeg forleden forbi Nørreport station, da jeg skulle med kystbanen mod Helsingør. Her blev jeg påmindet om hvordan det var at krydse dette offentlige sted, på et tidspunk hvor store folkemasser også havde samme intention. Igen har det ikke så meget med min point at gøre, men alligevel blev jeg forundret over at problemstillingen ikke er blevet taget fat i noget tidligere, når så mange mennesker er vidne til den (og hvis den er, så er det på tide at gøre det igen).

Sagen er jo den at der efter 15. august 2007, er blevet forbudt at ryge på arbejdspladser, i skoler og institutioner, på barer og restauranter, i tog, busser og taxaer og andre offentlige steder (med visse undtag). Baggrunden for denne lov er de virkninger den passive rygning har på alle dem der IKKE selv har valgt at trække tjære ned i deres lunger. Jaja, fint nok - eller hvad?! I forhold til for 20 år siden udsættes vi i dag passivt for 14 gange flere skadelige stoffer (udokumenterede kilder). Så at staten gerne vil gøre noget med de stadig øgende udgifter til følgesygdommene er jo forståelig nok. Men hvorfor kun straffe rygerne eller hvorfor kun stoppe ved rygelov?

Rygeforbuddet gælder selvfølgelig for Nørreport station, men er det så ikke lidt paradoksalt at der samtidig dunster så meget af dieseleksos at det kan lugtes fra gadeniveau eller hvis man sidder inde midt i toget? Der er sikkert mange der har tænkt tanken om at noget må gøres, før mig. For jeg overhørte flere andre der kommenterede den dårlige luft på togstationen. Hvorvidt den er mere eller mindre farlig end passiv rygning ved jeg ikke, men AT den er farlig er der vist ingen tvivl om.

Jeg kan godt forstå at der selvfølgelig er et logistisk puslespil der skal løses hvis dieseltogene blot fjernes fra Nørreport, men det fremstår som et større issue hvis man borer luftventiler op i Nørre Voldgade. Måske er løsningen så simpel som at der kun køres med elektriske tog mellom KBH og Østerport? Om ikke andet, så vil jeg opfordre til nye lovforslag, der kan forbedre luften på Nørreport station. Det er trods alt store folkemasser der har brug for det.

Som nordmand bliver jeg tit konfronteret med de opfattelser det danske folk har af landet på den anden side af Kattegat. Som regel er det enten snak om en eller anden form for irritation over at der engang blev begået en kæmpe brøler af en vis Per Hækkerup, da der blev lavet aftaler om oliefelter i Nordsøen. Ellers bliver de vanvittige priser på agurker eller pizza (som selvfølgelig er selv-erfaret) trukket frem. Mærkeligt nok er det som oftest kun de to varer som bliver genstand til sammenligning - køber ikke danskere i Norge andet?

Nu ville det måske være naturligt for mig at komme med min version af danskernes historier om fjeldaberne. Men min hensigt er slet ikke noget modangreb, for det findes skam også stereotyper i Danmark og nordmænd har da også sine opfattelser af hvordan Danmark er. Heldigvis er det som regel “Dejligt at være norsk i Danmark” (som har været slogan for dansk turistkontor i Norge i mange, mange, mange år).

Nej, jeg er glad for at Danmark ikke “kun” er hovedstaden i Sverige, eller at den Norske bunad (læs: nationaldragt) ikke kommer fra Sønderjylland. For selv om der er mange lighedstræk os skandinaver imellem, så er der også mange forskelle og det er nemlig de små forskelle der gør det så spændende at være nordmand i Danmark.

For eksempel sad vi i går og kiggede ski-sport på den norske kanal NRK 1, hvor de hele dagen (i god vintertradition) sender sport der passer godt til årstiden. Det var ski-skydning, Tour de Ski (langrend), ski-flyvning (en gren af ski-hop), skøjter og alpin. Da vi senere skruede over på TV2 for at se nyheder og sport var de store headliners indenfor idrætten; håndbold, cykling og fodbold. Kort sagt - det var sommer-sport (der var dog en lille reportage om cross-cykling, der for øjeblikket foregik ude i dansk sne-vinter). Vi sad med en mærkelig følelse af at foråret lige pludseligt var ankommet.

Et andet element der giver grobund for modsætninger er de to landes forhold til alkohol. Der danskerne er rimelig liberale hvad angår aldersgrænse for køb af øl og spiritus, så følger Norge den mere traditionelle alder i resten af Europa. Her skal man være 18 år for at købe alkohol under 22%, mens grænsen er 20 for derover (hvad der er den bedste strategi, må gemmes til en anden blog).
Hvad der er fakta, er at danske teenagere drikker i gennemsnit mere end ungdom i andre europæiske land. Til gengæld drikker norske unge mere i smug, da gennemsnitsalderen for at drikke alkohol første gang trods alt er 14,7 år. Selv efter at man er myndig er det heller undtagelsen end tilfældet at man drikker stærkere dråber sammen med sin familie.
Et kendt syn en aften efter en lang arbejdsuge er et par åbne bayer i et lystigt lag på s-toget ind mod København. Det er definitivt ikke noget man vil opleve i et offentlig transportmiddel på vej mod Oslo en fredag aften. Det er nemlig ulovligt at drikke på et offentligt sted og bliver man taget, kan man som udgangspunkt se frem til en bøde på 2000,-.

Der findes endnu mange små forskelle mellem Norge og Danmark, alt fra vokaludtale (som for en nordmand er meget svært at udtale pga. vokalerne), A-kasser, vejmærkning, mærkelige stavemåder til 80′musik og fejring af nationaldag…

Men heldigvis er der stadig så meget lighed os Skandinaver imellem, at vi godt kan lave sjov over mærkeligheder i “fremmede” religioner eller glæde os over at skik og brug generelt er ens og at vi uden besvær kan færdes, søge job eller have de samme rettigheder i hinandens land. Men kan købe røde pølser i Norge eller brunost i Danmark og selv julemaden minder om hinanden. Vi kan også af de samme jokes (mere eller mindre) og vi kan skåle på det samme sprog!!

Skål for det!
(stolt nordmand i Danmark)